Fordele og ulemper
Modermælk har rigtig mange fordele for både barn og mor. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at barnet udelukkende får sin mors mælk, indtil det er omkring seks måneder gammelt.
Når barnet er omkring seks måneder, har det også brug for rigtig mad – i starten mos og grød. Men det er godt, hvis barnet stadig får modermælk, indtil det er mindst 1 år.
Har I brug for at drøfte jeres tanker om amning eller flaske, kan I altid snakke med jordemoderen eller jeres sundhedsplejerske.
Spørgsmål og svar
Hvad er den største fordel for barnet ved at blive ammet?
Den vigtigste fordel er, at amning gør barnet mindre modtagelig for smitsomme sygdomme, fx forkølelse og maveinfektioner.
Har amning fordele for mor?
Ja, der er mange fordele for mor.
Amning nedsætter risikoen for at få brystkræft, kræft i æggestokkene og sukkersyge. Jo længere tid du ammer, jo mindre er risikoen for at få disse sygdomme.
Amning er en let måde at give barnet mad på, når man først får det lært. Man slipper helt for at tilberede og rense sutteflasker.
Hvad er råmælk?
Alle kvinder danner råmælk allerede fra midten af graviditeten. På den måde kan råmælken var klar til barnet ved den første amning lige efter fødslen. Det gælder, uanset om barnet bliver født til tiden eller før termin.
Der dannes ikke ret meget råmælk, men den indeholder lige præcis det, et nyfødt barn har brug for. Og den er rig på antistoffer, der beskytter barnet imod smitsomme sygdomme. Der er faktisk mange flere antistoffer i råmælken end i den mælk, der løber til 2-3 dage efter fødslen.
Er din mælk god nok?
Alle kvinder i alle familier laver mælk, som har de næringsstoffer, det lille barn har brug for. Så din mælk er god nok. Hvis barnet ikke tager nok på i vægt, er det fordi, det har brug for mere mælk.
Er du bekymret, så tag en snak med personalet på føde- og barselsgangen eller med din sundhedsplejerske.
Mere om fordele og ulemper ved amning
Er modermælkserstatning lige så god som modermælk?
Modermælkserstatning indeholder alle de næringsstoffer, som det lille barn skal bruge for at vokse og udvikle sig. Der er strikse regler for, hvad der skal være i modermælkserstatning. Men selv om modermælkserstatning hele tiden udvikles i takt med, at vi får mere viden om modermælk, kan den aldrig blive en tro kopi af mors mælk.
En forskel er, at modermælkserstatningen ikke indeholder levende celler, som modermælken gør. Det er blandt andet derfor, at amning forebygger infektioner.
Podcast | Amning eller modermælkserstatning?
Hvilke fordele og ulemper er der ved at amme sit barn, og hvad er modermælkserstatning?
Podcast | Flaskeernæring
Hvad I skal være opmærksomme på, når jeres barn får modermælkserstatning, og et forældrepars fortælling om hverdagen med flaske.
Er modermælk nok, når barnet vokser?
Det fine ved modermælken er, at den ændrer sig i takt med, at barnet vokser og får andre behov. Derfor vil barnet, indtil det er omkring et halvt år, hele tiden få præcis den næring, det har brug for, hvis det udelukkende får modermælk.
Det vigtigste er, at barnet selv får lov at bestemme, hvor tit og hvor længe det bliver ammet.
Er det nemt at amme?
Det kan tage tid at få amningen til at fungere efter fødslen. Både mor og barn skal lære det først. Men når I har fået amningen til at fungere i familien, er det ofte nemt: Der er ikke noget, der skal tilberedes først, og ingen flasker, der skal renses bagefter. Maden er altid med – også når I er på farten.
Video | De 4 hovedbudskaber
Hør hvordan I kan komme godt fra start med amningen ved hjælp af fire hovedbudskaber om amning.
Video | Hvordan kroppen forbereder sig til amning
Hvordan gør brystet sig klar til at lave mælk, og hvordan fungerer amningen?
Er det bedre for far eller partner, hvis barnet får flaske?
Det er en myte, at far eller partner kan være mere sammen med barnet, hvis det får flaske. Det er rigtigt, at far/partner ikke kan amme, men han kan alt det andet med barnet.
Far/partner kan i lige så høj grad som mor have barnet liggende hud mod hud, skifte, bade, lege og drage omsorg for barnet.
Få mere viden om fars betydning for amningen under Forberedelse til amning, se videoen om “Hjælp hinanden” og lyt evt. eventuelt til podcasten ”Faderens betydning”, hvor forskellige par fortæller om, hvordan amningen blev en fælles forældreopgave.
Video | Hjælp hinanden
Få inspiration til, hvordan I hjælper hinanden og hvordan partner kan være med til at støtte op om amningen. Hjælp hinanden er et af de fire hovedbudskaber om amning.
Podcast | Faderens betydning
Hvilken betydning har faderen for amningen, og et forældrepars oplevelse med at hjælpes ad.